Spring til indhold

Hvem er Jesus?

Jesus var jøde og voksede op i Nazaret. Kristne tror, at Gud blev menneske i ham, og at han døde og opstod for at give os tilgivelse og liv med Gud.

Hvorfor kalder kristne Jesus Gud?

Thomas var en af Jesu følgere. I Johannesevangeliet fortæller hans venner ham, at Jesus lever igen efter sin død. Thomas tvivler. Da han ifølge fortællingen selv møder Jesus, siger han til ham: »Min Herre og min Gud!«

Teksten viser, hvordan Johannesevangeliet fremstiller Jesus. Om mødet skete, som det beskrives, er et historisk spørgsmål, du kan undersøge videre.

Hvorfor siger kristne så også Guds søn?

I kristen tro deler Sønnen og Faderen det, der gør Gud til Gud. Jesus er Sønnen. Sammen med Helligånden er de én Gud. Det kalder kristne treenigheden.

Kilder
Thomas’ møde med Jesus

Begynd ved vers 24. Hvad siger vennerne, og hvem taler Thomas til i vers 28?

Jesus møder Maria, disciplene og Thomas
Hvad med de 500 øjenvidner?

Hvad kan vi vide om Jesus som historisk person?

Hvilke grunde giver kristne til at tro på opstandelsen?

Hvem er Jesus i kristen tro?

Kristen tro begynder med Jesus: hans liv, hans død og troen på, at han lever igen. Her følger den klassiske kristne forståelse af, hvem han er, og hvad han kom for.

Gud blev menneske

Jesus var jøde og levede i det første århundrede. Han voksede op i Nazaret, underviste om Gud og samlede disciple, som fulgte ham og lærte af ham. Lukas fortæller, at han blev født af jomfru Maria ved Helligånden. Evangelierne beskriver et virkeligt menneske, der blev træt, græd, spiste med sine venner og kendte til både glæde og smerte.

Jesus går på en støvet vej med to disciple og vender sig mod den, der taler.

Samtidig beskriver Johannesevangeliet Jesus som Guds evige Ord, der blev menneske. I klassisk kristen tro er han fuldt ud Gud og fuldt ud menneske. Det betyder, at Gud virkelig deler vores menneskelighed. Jesus er ikke en blanding af halvt Gud og halvt menneske.

Når kristne kalder ham Guds søn, mener de ikke, at Gud har fået et barn på menneskelig vis. Sønnen har altid været hos Faderen og deler Guds væsen. Kristne tror på den treenige Gud: én Gud i tre personer, Faderen, Sønnen og Helligånden. Det er et paradoks, som er svært at forstå. Den nikænske trosbekendelse sammenfatter denne tro på Jesus, som blev menneske for vores skyld.

Hvad kom Jesus for?

Kristus er en titel, ikke Jesu efternavn. Det betyder det samme som Messias: den salvede, som Gud har udvalgt. Kristne tror, at Jesus opfylder Guds løfter til Israel og bringer Guds frelse til verden.

Jesus begynder sin forkyndelse med at sige, at Guds rige er kommet nær. Guds rige betyder, at Guds gode vilje får magt: mennesker bliver tilgivet, syge bliver hjulpet, og dem, andre overser, bliver mødt med værdighed. Evangeliernes fortællinger om Jesus viser, hvad det indebærer. Han spiser med udstødte, tager imod børn og kalder mennesker til at elske både venner og fjender.

Jesus sidder i øjenhøjde med en syg mand, der har en forbinding og en træstok ved sin side.

At tro på Jesus er mere end et håb om at komme i himlen, når man dør. Det kristne håb er, at Gud vil genoprette sin skabning og gøre ende på død og lidelse. Kristne tror, at den opstandne Jesus er hos Faderen og skal komme igen for at dømme verden og fuldende sit rige. Genoprettelsen er begyndt, men endnu ikke fuldendt. Derfor kan kristne både glæde sig over det gode, de ser, og sørge over en verden, hvor mennesker stadig lider.

Hvorfor er korset og opstandelsen afgørende?

Jesus blev korsfæstet under den romerske statholder Pontius Pilatus. Kristne tror, at hans død har en betydning for os: Han giver sit liv for at forsone os med Gud. Synd er vores brud med Gud og den skade, vi gør mod andre. Forsoning betyder, at det brudte forhold bliver genoprettet. Tilgivelse er derfor noget, Gud giver, og ikke noget, vi først skal gøre os fortjent til.

Jesus beskriver selv sit liv som en tjeneste for andre. Paulus skriver, at Gud gennem Kristus forsoner verden med sig. Korset fortæller dermed både om ondskabens alvor og om Guds kærlighed til dem, der har brug for tilgivelse.

Jesus, som er fuldt ud Gud og fuldt ud menneske, overvandt døden og stod op fra de døde. Kristne tror, at han stod op med et forvandlet, legemligt liv. Hans opstandelse er begyndelsen på det liv, han lover mennesker. Derfor siger Paulus, at uden Jesu opstandelse er troen tom.

Et menneske, der har præget verdenshistorien

Jesus levede i en lille del af Romerriget, men fortællingen om ham har fået betydning langt ud over hans egen tid og egn. Den har præget samfund og menneskesyn gennem århundreder. Også mennesker, der ikke selv tror, kan møde spor af Jesus i synet på menneskers værdi og i omsorgen for dem, der er udsatte.

Historikeren Tom Holland argumenterer i bogen Herredømmet — på engelsk Dominion — for, at kristendommen har været afgørende for Vestens forståelse af menneskers værdi og omsorg for de svage. At kristne tilbeder en korsfæstet mand, vender forholdet mellem magt og værdighed på hovedet: Den ydmygede og lidende kan ikke bare afskrives som værdiløs. Holland undersøger denne historiske påvirkning; hans argument er ikke, at kristne altid har levet op til deres idealer, eller at andre traditioner er uden næstekærlighed.

Martin Luther King Jr. er et tydeligt eksempel på, at Jesu ord også har fået politisk betydning. I sin kamp mod racisme forbandt han Jesu bud om at elske sine fjender med Gandhis ikkevoldelige modstand. Kærligheden skulle ikke få mennesker til at acceptere uretfærdighed, men til at bekæmpe den uden at gøre modstanderen til et menneske uden værdi.

Når Jesu liv har præget vores kultur og menneskesyn så dybt, er der god grund til at undersøge, hvem han er. For kristne går spørgsmålet videre end hans historiske indflydelse: Er han virkelig Guds søn? For at svare må vi se på hans liv, hans ord og vidnesbyrdene om hans opstandelse.

Jesus møder Maria, disciplene og Thomas

Johannesevangeliet 20 fortæller om tre møder med den opstandne Jesus. Maria Magdalene græder ved graven. Først genkender hun ham, da han siger hendes navn. Hun bliver sendt tilbage for at fortælle de andre, at han lever.

Disciplene sidder bag lukkede døre og er bange. Jesus møder dem med fred og sender dem ud, som han selv er blevet sendt. I kristen tro hænger det sammen: Den, der modtager tilgivelse og håb, bliver også kaldet til at bringe det videre gennem omsorg, sandhed og forsoning.

Jesus viser naglemærkerne i sine håndflader, mens Thomas læner sig frem for at se.

Thomas var ikke med første gang og vil ikke nøjes med de andres fortælling. Da Jesus møder ham, får han lov at se sårene. Thomas svarer: »Min Herre og min Gud!« Fortællingen giver plads til hans spørgsmål og ender med hans tillid til Jesus. Den inviterer også os, som ikke selv var til stede, til at undersøge vidnesbyrdet om ham.

Kan vi stole på fortællingen om Jesus?

Apologetik betyder at give grunde for sin tro og svare på indvendinger. Når det gælder Jesus, er opstandelsen et oplagt sted at begynde. Hvad bygger troen på, og hvor tæt kommer kilderne på dem, der var med?

Vi har kilder fra den første generation

Paulus skrev Første Korintherbrev inden for den første generation efter Jesu død, før evangelierne blev skrevet. Paulus gengiver en overlevering, han selv har modtaget, om Jesu død, begravelse, opstandelse og møder med sine tilhængere. Troen på opstandelsen findes altså i en tidlig kristen kilde; den optræder ikke først flere hundrede år senere.

I Galaterbrevet fortæller Paulus, at han besøgte Kefas, som er et andet navn for Peter, og mødte Jakob, Jesu bror. Han stod derfor i forbindelse med mennesker fra Jesu nærmeste kreds. Det gør forbindelsen til den første generation konkret. Det dokumenterer ikke i sig selv alle de begivenheder, de fortalte om, eller præcis hvornår Paulus modtog overleveringen.

Er evangelierne skrevet af øjenvidner?

De fire evangelier er Matthæus, Markus, Lukas og Johannes. De fortæller om Jesus med det formål at gøre ham kendt og vække tro. Det formål gør dem ikke automatisk upålidelige, men vi må læse dem som engagerede beretninger og undersøge, hvor deres oplysninger kommer fra.

Lukas skriver, at han har undersøgt det, som er overleveret af øjenvidner. Han præsenterer altså ikke sig selv som øjenvidne til hele Jesu liv. Johannesevangeliet knytter derimod sin beretning til den discipel, Jesus elskede, og hans vidnesbyrd. Den kirkelige tradition forbinder evangelierne med apostlene og deres medarbejdere. Forskere diskuterer, hvor sikkert forfatterne kan identificeres, og hvordan mundtlige minder blev til de tekster, vi har.

En mand fortæller, mens en skriver lytter med en rørpen og papyrus på knæet.

Her læser vi Bibelen som Guds ord, skrevet af mennesker og inspireret af Gud. Forfatterne skrev til konkrete mennesker i deres egen tid — Paulus skrev for eksempel til menigheden i Korinth. Derfor spørger vi først, hvad teksten betød for dem. Den er skrevet til dem, men også for os. At tage sproget, historien og sammenhængen alvorligt hjælper os til at forstå, hvad Gud siger gennem teksten.

Bibelforskeren Richard Bauckham argumenterer for, at øjenvidnerne stadig havde en vigtig rolle, mens fortællingerne blev samlet. Han peger blandt andet på de personnavne, evangelierne bevarer, og deres forbindelse til samtidens navneskik. Hans forklaring er, at bestemte mennesker stod bag bestemte fortællinger, og at evangelisterne kunne trække på deres erindringer. Det er et konkret argument for en forbindelse til dem, der var med, selv om forskere er uenige om, hvor langt argumentet rækker.

Bauckhams arbejde giver en grund til at tage evangelierne alvorligt som vidnesbyrd om Jesus. Mennesker, der selv deltog, kunne fortælle både om begivenhederne og om, hvorfor de fik så stor betydning. Vi kan undersøge deres adgang til det, der skete, og sammenholde deres beretninger med andre oplysninger. Deres tro behøver ikke være en hindring for at fortælle sandt om det, de oplevede.

Hvorfor er kvindernes vidnesbyrd vigtigt?

Evangelierne giver kvinder en central plads i fortællingen om den tomme grav. Hos Lukas kommer Maria Magdalene, Johanna og andre kvinder tilbage med budskabet, men mændene afviser det først som løs snak. Hos Johannes er Maria Magdalene den første, der møder den opstandne Jesus.

Maria og kvinderne fortæller om graven. En af disciplene står med armene over kors.

Det er bemærkelsesværdigt i en verden, hvor kvinder kunne blive mødt med mistro som vidner. Den jødiske historiker Josefus skriver eksempelvis, at kvinder ikke bør optræde som vidner i den retsordning, han beskriver. Det dokumenterer en begrænsning i en bestemt sammenhæng, ikke at kvinder aldrig blev troet eller kunne vidne nogen steder i antikken.

Et kristent argument er derfor: Hvis fortællingen blot skulle opfindes for at virke overbevisende i det miljø, ville respekterede mænd være et mere oplagt valg som de første vidner. At kvinderne alligevel står der, kan tale for, at en virkelig erindring er bevaret. Det er et argument, ikke et sikkert bevis: Forfatterne kan også have ønsket at fremhæve kvinderne og vise, hvordan Gud giver oversete mennesker en vigtig plads.

Hvad med de 500 øjenvidner?

I Første Korintherbrev 15,6 skriver Paulus, at Jesus blev set af mere end 500 på én gang, og at de fleste stadig levede, da han skrev. Det er en påstand om et fælles møde, ikke kun én persons private oplevelse.

En stor forsamling set bagfra vender sig mod Jesus i blå kappe.

Paulus understreger, at de fleste stadig levede. Det gør en forskel: Han henviser til mennesker, som hans samtidige kunne opsøge og spørge om det, de havde oplevet. Påstanden blev fremsat, mens vidnerne endnu kunne modsige eller bekræfte den, ikke først efter deres død. Brevet fortæller ikke, hvem der faktisk blev spurgt, men henvisningen til levende vidner giver en konkret grund til at tage Paulus’ beretning alvorligt.

Det, vi har bevaret i dag, er Paulus’ beretning om de mere end 500. Det er ikke 500 separate skriftlige forklaringer. Argumentets styrke ligger i det tidlige vidnesbyrd og muligheden for at undersøge påstanden dengang.

Hvorfor skiftede Paulus side?

Paulus var ikke fra begyndelsen en tilhænger, som ønskede, at historien om Jesus skulle være sand. I Galaterbrevet fortæller han selv, at han forfulgte kirken og prøvede at ødelægge den. Alligevel blev han en af dens vigtigste forkyndere. Hans egen forklaring er, at Gud åbenbarede sin søn for ham. I Første Korintherbrev regner han sig med blandt dem, der har set den opstandne Jesus.

På vejen til Damaskus løfter Paulus hånden mod en lysstråle, der falder skråt ind over ham.

Det giver et selvstændigt spørgsmål at tage stilling til: Hvad fik en modstander til at ændre overbevisning og vie sit liv til det budskab, han havde bekæmpet? For kristne taler Paulus’ omvendelse for, at noget afgørende skete, som han ikke blot havde ønsket sig. Hans breve giver os adgang til hans egen forklaring, ikke kun til senere fortællinger om ham.

En stærk oplevelse kan fortolkes forskelligt, og mennesker kan skifte tro uden et mirakel. Paulus’ omvendelse er derfor en del af den samlede argumentation: Sammen med den tidlige overlevering og de øvrige vidnesbyrd giver den en grund til at undersøge opstandelsen alvorligt.

Den tomme grav og møderne med Jesus

En tom grav ville ikke alene vise, at nogen er opstået. Et lig kunne være flyttet. Omvendt ville en oplevelse af at se en afdød heller ikke alene vise, at vedkommendes legeme var blevet levende. Det kristne argument forbinder derfor fortællingen om graven med beretningerne om møder med Jesus.

Lukas beskriver Jesus, som taler med disciplene og spiser i deres nærvær. Johannes fortæller om hans sår. Teksterne fremstiller ham som den korsfæstede Jesus, der lever igen, ikke blot som en tanke eller et minde. Den kristne forsker N. T. Wright argumenterer for, at en virkelig opstandelse bedst forklarer både graven, møderne og den nye tro, der voksede frem.

Wright spørger også, hvorfor disciplene begyndte at tale om opstandelse, frem for blot at sige, at Jesus var hos Gud. Deres budskab var, at noget var sket med den døde Jesus. Derfor må en forklaring tage både deres oplevelser og indholdet af deres tro alvorligt. Han skriver: “Christianity appeals to history, and to history it must go.” På dansk: »Kristendommen henviser til historien, og til historien må den gå« (vores oversættelse). Hans argument er, at troens påstand om Jesus også må undersøges historisk.

Det er en historisk argumentation, som andre forskere udfordrer. James F. McGrath mener eksempelvis, at historikeren kan undersøge graven og den tidlige tro, men ikke derfra fastslå, at Gud oprejste Jesus. Kildernes indbyrdes afhængighed og forskelle i påskefortællingerne skal også undersøges. Uenigheden handler både om kilderne og om, hvad historiske metoder kan afgøre.

Kan der være andre forklaringer?

Kunne fortællingerne være vokset frem som legender? Det tidlige brev fra Paulus gør det vanskeligt at forklare selve opstandelsestroen som en meget sen opfindelse. Men en tidlig overbevisning kan stadig være forkert, og enkelte fortællinger kan have ændret sig under overleveringen.

Kunne disciplene have haft syner eller stærke oplevelser i deres sorg? Det er en mulighed, man må tage alvorligt. Spørgsmålet er, om den sammen med andre forhold kan forklare kilderne bedre end en opstandelse. Kristne peger på beretningerne om fælles, legemlige møder. En kritiker vil spørge, hvor sikkert netop de beskrivelser kan føres tilbage til begivenhederne.

Paulus skriver et brev på sin bænk i fangenskab. Dagslys falder ind gennem tremmerne.

Forklaringen om en bevidst løgn har et væsentligt problem: Hvorfor holde fast i en opdigtet historie, når den medfører modstand og lidelse? Paulus fortæller selv om fængsling, slag og andre lidelser under sit arbejde med at forkynde Jesus. Det taler stærkt for, at han selv var overbevist om det, han fortalte. Her adskiller et øjenvidne sig fra en senere tilhænger: Vidnet ved, om det selv har oplevet det, det påstår. Oprigtighed er ikke alene et bevis på opstandelsen, men den gør en forklaring om bevidst bedrag mindre overbevisende.

En vurdering afhænger også af, om man mener, at Gud kan handle i verden. Hvis det er muligt, er opstandelsen en forklaring, der kan undersøges. Det gør den ikke automatisk rigtig. Man må stadig spørge, hvor stærke kilderne er, og hvilken forklaring der bedst samler det, vi ved.

Hvad betyder det for spørgsmålet om Jesus?

Hvis Jesus virkelig er opstået, giver det en stærk grund til at tage hans ord og handlinger alvorligt. For kristne bekræfter opstandelsen hans identitet og løftet om tilgivelse og nyt liv. Hvem han er, må samtidig forstås ud fra hele fortællingen om ham, ikke kun ud fra, at en usædvanlig begivenhed skulle være sket.

Du kan begynde med at læse Johannesevangeliet 20 og Lukas 24 og derefter den tidligere sammenfatning i Første Korintherbrev 15. Læg mærke til, hvem der fortæller, hvad de siger, de har oplevet, og hvilke spørgsmål teksten efterlader. Så undersøger du både, hvad kristne tror, og hvorfor de tror det.