Spring til indhold

Er tro bare ønsketænkning?

Tro kan være præget af ønsketænkning. At en tanke trøster os, gør den hverken sand eller falsk. Det kristne håb bygger på påstande om Jesus, som må undersøges, og undersøgelsen skal kunne ændre vores vurdering.

Ønsketænkning opstår, når vi lader vores ønsker styre, hvad vi tror er sandt. Den stærke indvending er derfor: Ville jeg holde fast i troen, uanset hvad der talte imod den? Hvis vi undgår modargumenter for at bevare tryghed eller fællesskab, svækker det tilliden til vores egen vurdering.

Et ønske afgør ikke alene, om en tanke er sand. Jeg kan ønske, at en ven holder sit løfte, og samtidig have gode grunde til at stole på ham. Begrundelsen skal kunne bære, også når ønsket ikke tæller som bevis.

Kristne peger på konkrete kilder om Jesus. I Første Korintherbrev 15 viderebringer Paulus en beretning om, at Jesus viste sig efter sin død, og siger, at han selv oplevede et møde med ham. Det giver en påstand at undersøge ud over ønsket om et liv efter døden. Et kristent argument er, at opstandelsen bedst forklarer disse beretninger; det må sammenlignes med andre forklaringer.

Paulus skriver også, at hvis Jesus ikke er opstået, er troen tom. I hans begrundelse afhænger håbet altså af, at noget faktisk er sket. Brevet viser, hvad han hævder; det beviser ikke i sig selv, at hændelsen fandt sted. Spørgsmålet er, hvor troværdig beretningen er.

Spørg derfor: Hvad ville få mig til at ændre mening? Har jeg læst den stærkeste indvending, eller kun en let version? Ville jeg acceptere den samme begrundelse fra en anden religion? Du behøver hverken afvise et håb, fordi det er et håb, eller tro på det, bare fordi du savner det.

  • Parafrase: Paulus viderebringer beretninger om, at Jesus viste sig efter sin død, og fortæller om sit eget møde. Han knytter troens holdbarhed til, om Jesus virkelig er opstået. (Første Korintherbrev 15,3–8 og 12–19)

Kilder til forklaringen